Projektkoordinator med erfaring og overblik

Fiberby leverer internet til boligforeninger, og vi søger en koordinator til at sikre at vores nye kunder kommer godt i drift. Har du lyst til at være vores tovholder, som har overblik og følger op på opgaver og kommunikation, sådan at vores nye kunder kommer smidigt og problemløst i drift?

Trives du i en dynamisk hverdag med idriftsættelse af ca. 40 – 60 nye boligforeninger om året? Igangsættelserne kommer løbende og de skal koordineres med ressourcerne i driftsafdelingen og kundens ønsker. Det fordrer god planlægning og kommunikation på tværs af Fiberbys salgsafdeling og driftsafdeling samt med boligforeningernes bestyrelser.

Kan du lide at arbejde sammen med dygtige kolleger på tværs i organisationen og har du flair for kommunikation? I jobbet skal du samarbejde med både sælgere og tekniske specialister såvel som repræsentanter for boligforeningerne for at fastholde og sikre Fiberbys høje kundetilfredshed.

Er du interesseret i kontinuerte procesforbedringer? Du skal bidrage til at udvikle vores interne processer ud fra vores fælles erfaringer, sådan at vi hele tiden bliver bedre til at gøre tingene rigtigt.

Så kan vi tilbyde dig
Vi har et rummeligt og ambitiøst fællesskab med engagerede og venlige kolleger i alle aldre. Vi har et fælles engagementet i at gøre vores arbejde godt, og give vores kunder internet og service af højeste kvalitet.

Vi har en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Vi arbejder i et hyggeligt og interessant miljø, som er placeret centralt i byen, og som er præget af højt tempo og en uhøjtidelig og humoristisk omgangstone.

Dine opgaver:

Du bliver en del af Salg- og Marketingteamet, hvor du skal være med til at sikre systematik og struktur i idriftsættelsen af nye boligforeninger. Det indebærer bl.a. at:

  • Koordinere opgaveløsning mellem salgsafdeling og produktionsafdeling, således at aftalens enkelte elementer bliver udført som det er aftalt og til tiden
  • Sikre det nødvendige informationsflow mellem afdelingerne i Fiberby, herunder også til Kundeservice
  • Koordinere kommunikation til boligforeningen og dens beboere
  • Registrere nye foreninger i vores CRM-systemer, samt systematisere og opdatere nøgleinformation om eksisterende foreningskunder
  • Medvirke til at arrangere salgs- og kunderettede aktiviteter som fx arrangementer samt bistå med diverse administrative og praktiske opgaver

 

Din profil:

  • Du har erfaring med at koordinere opgaver, ressourcer og mennesker. Erfaringen kan du have fra vidt forskellige brancher og typer af opgaver, fx håndværk, byggeri, logistik, skemaplanlægning eller noget helt femte
  • Du arbejder struktureret, og du er omhyggelig med detaljer og opfølgning, samtidig med at du holder fast i overblikket og helheden
  • Du kan lide at samarbejde med kolleger på tværs i organisationen. Du formår også, med dine færdigheder og positive måde at kommunikere, at sætte dig igennem, sådan at opgaven kommer i mål på den bedste, mulige måde
  • Du formulerer dig sikkert på skriftligt og talt dansk
  • Du har erfaring med MS Office, især Excel. Vi bruger også Dynamics 365 og Sharepoint, og det afskrækker dig ikke at lære det
  • Måske er du interesseret i at uddanne dig inden for procesoptimering, fx Lean
  • Erfaring fra lignende stilling eller branchekendskab er en fordel, men det er ikke et krav

 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Alexander Nørgaard Madsen på mail anm@fiberby.dk

 

Send din ansøgning til job@fiberby.dk snarest. Vi afholder samtaler løbende.

 

Om Fiberby

Fiberby leverer lynhurtigt og stabilt internet til lave priser til andels-, ejer- og almennyttige boligforeninger i Storkøbenhavn. Vi etablerer fiber til boligforeningen, bygger netværk i foreningen og servicerer driften overfor foreningens bestyrelse og beboere. Vi leverer i dag internet til over 600 boligforeninger og 20.000 slutbrugere. Fiberby har flere gange modtaget Gazelleprisen for hurtig vækst, og vi har en ambitiøs vækstplan for de kommende år.